Mors rundt i kajak på 24 timer

Mors er den største ø i Limfjorden, og hvert år ynder mange kajakroere at tage turen rundt om øen. Det er en tur der byder på en varieret natur med alt fra lave vådområder til høje skrænter. De fleste afsætter gerne 3-5 dage til turen rundt om øen, hvilket er en tur på 105 km +/- 5 km.

Men engang imellem skal man jo udfordre sig selv lidt. Jeg har flere gange taget Mors rundt på 3 dage og et par gange på 2 dage. Og så er man jo næsten nødt til at prøve, om det også kan lade sig gøre på én dag. Så en dag sidst i maj i det herrens år 2017 var vi tre gæve kajakroere fra Nykøbing Mors Roklub, der satte os i kajakkerne for at tage udfordringen op.

Kajakkerne var godt fyldt op med vand, kaffe, juice, slik, kage og madpakker, der for en stor del bestod af pastaretter. Så skulle det være muligt at gennemføre turen uden at gå sukkerkold eller løbe tør for energi.

Det anbefales ikke på forhånd at fastlægge hvilken vej man vil ro rundt om øen, men at vente til kort før afgang, således at man har en nogenlunde troværdig vejrudsigt til rådighed. Mors rundt på én dag er en temmelig lang dagsetape, og derfor er det ikke uvæsentligt at gøre vejret til en medspiller fremfor en modspiller.

Det kan også anbefales at tage turen så tæt på Sankt Hans som muligt, da de lyse nætter mindsker risikoen for, at man kommer til at ro i helt mørke i løbet af natten.

Vi tog første gang Mors rundt på én dag i 2017, men fik i 2020 lyst til at gentage turen, hvorfor man nedenfor kan se to forskellige ruter rundt om øen. 2017-ruten gik via Thisted og var 112 km, mens 2020-ruten fulgte Mors’ kyst og kun var 102 km.

2017-ruten

Se 2017-ruten på Endomondo

2017-ruten gik via Thisted/nordsiden af Thisted Bredning for at ligge i læ for en nordlig vind, således at det kunne undgås at skulle ro i sidebølger hen langs nordsiden af Mors.

Hen på aftenen lagde vinden sig, hvilket selvfølgelig kan være rart. På disse kanter kan det dog også øge risikoen for tåge/havgus, hvilket vi på denne tur desværre ramte ind i. Kort efter vores afgang fra shelterpladsen ved Næssundfærgen blev vi indhyldet i tæt tåge, hvilket betød, at krydsene fra Nees til Agerø og videre til Rotholme måtte foregå i blinde. Dog havde vi kort og kompas med, der hjalp os til at sætte en kurs. Men kort og kompas til trods, så kan det være svært at orientere sig helt nøjagtigt om hvor man er, og man høre til tider om folk der er faret vild i området omkring Agerø. Så selvom man har kort og kompas med, så kan det stadig være en god idé at medbringe en gps, så man med mellemrum kan pege ud, hvor på kortet man er nået til.

Tågen ramte os omkring kl. 21.15 og måske 45 minutter senere var det helt mørkt, selvom vi var kommet ind i de lyse nætters tids. Lys/pandelamper gjorde ikke den store gavn, idet de blot oplyste tågen, der kom til at fremstå som en hvid mur. Tågen gjorde det også vigtigt at holde kort afstand, da man ikke længere kunne se hinanden, hvis der blev mere end én kajaklængde mellem kajakkerne, ligesom tåge kan gøre det svære at høre hvor lyde kommer fra.

Tågen lettede først tidligt næste morgen, eller efter ca. 30 km’s roning i mørke, da vi nærmede os Sallingsundbroen. Da tågen gjorde det umuligt at se hvor langt vi roede var land, så betød det også, at vi ramte ind i det lavvandede område 1-4 km syd for Sallingsundbroen. Det gav lidt ridser på bunden, da der nogen steder er østersbanker på de lavvandede områder. Det forsinkede os også lidt, da vi flere gange måtte ro lidt tilbage for at komme udenom østersbankerne.

2017-ruten endte på 112 km og tog 24 timer.

2020-ruten.

Se 2020-ruten på Endomondo

2020-ruten gik i hovedtræk tæt langs Mors’ kyst, men med kryds der hvor det kunne spare nogle kilometer.

Ligesom i 2017 havde vi også denne gang en nordlig vind, men da vi også havde roere med, der ikke tidligere havde oplevet Nordmors, så valgte vi at følge kysten langs Nordmors fremfor at ligge i læ under Thy og tage turen via Thisted. Nordkysten på Mors er klart den flottest strækning Mors rundt, så det skulle de nye deltagere ikke gå glip af. Det gjorde måske også ruten nogle få kilometer kortere, men til gengæld mere teknisk udfordrende pga. sidebølgerne langs hele nordkysten.

Hen på eftermiddagen, da vi skulle ned gennem Vilsund var det blæst op fra nord. Med nordlige eller sydlige vindretninger kommer sundet til at virke som en vindtunnel, der giver vinden ekstra kraft. Dette gør sig også gældende for Sallingsund på den anden side af øen. Denne effekt bør man have med i sine overvejelser, når man fastlægge hvilken vej man vil rundt om øen. Denne dag betød tunneleffekten, at vi fik en medvind fra Vilsundbroen til Næssundfærgen på 8-10 m/sek.

2020-ruten endte på 102 km og tog 20½ timer.

Huskeliste

Disse ting skal du huske i forbindelse med din endagstur rundt om Mors:

  • Vælg den rigtige rute (Lad vejret bestemme)
  • Husk kort, kompas og gerne gps (f.eks. den i din smartphone)
  • Medbring rigelig energi (Mad, slik, juice mv.)
  • Husk handsker, hvis du ofte får vabler af langture
  • Medbring lys (Det er mørkt om natten og signallys er lovpligtig)
  • Husk at drikke nok – ellers risikerer du at dehydrere
  • Medbring både varmt og koldt tøj, da temperaturen kan svinge meget i løbet af et døgn
  • Medbring mobiltelefon og hav aftalt backup på land, så turen altid kan afbrydes
  • Hold et roligt tempo – turen er altså over 100 km!

Og til sidst: Rigtig god tur!

To be continued…

Læs om nogle af mine andre kajakeventyr her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.