Fyn rundt 2019

De seneste år har jeg hver sommer været på sommertogt i kajakken sammen med min romakker Brian. Sommeren 2019 var turen kommet til en tur rundt om Fyn.

Efter at have været Mors rundt (Ca. 110 km) flere gange har vi gennem nogle år snakket om at tage udfordringen med Fyn rundt op. Farvandet omkring Fyn er dog lidt anderledes end det vand vi tidligere har roet på, som i høj grad har været vores “trygge” Limfjord. Så Fyn rundt ville være den første tur med større vidder end dem Limfjorden kan byde på. Men én gang skal jo være den første og engang imellem vil man gerne ud og se nyt farvand, så vi tog udfordringen op.

Dagen før afgang var der prøvepakning af kajakken. Når man stiller det op ved siden af kajakken, så kan man godt være lidt bekymret for om det kan være i kajakken. Men hvis man pakker tæt og i alle hjørner, så kan der være forbavsende meget i en kajak.

Etape 1 – Varbjerg til Æbelø

Endomondo: Etape 1 – Varbjerg – Æbelø

Kajakker på stranden ved Varbjerg Havn

Første etape startede den 12. juli 2019 tidligt om morgenen i Nykøbing Mors, hvor kajakkerne blev spændt på taget af bilen. Kursen blev sat mod Varbjerg Havn på nordsiden af Fyn, der var udset til at være startstedet for årets sommertogt. Vi ankom til havnen ca. kl. 10 og gik straks i gang med at pakke kajakkerne.

Kl. 11 var alt pakket ned i kajakkerne, der efterhånden var blevet godt tunge, så der måtte en mand i hver ende af kajakkerne for at bære dem ud i vandet. Der blev vinket farvel til bilen og herefter blev kursen sat mod øst.

Kajak i regnvejr ud for Bogense

Ved afgang var der lidt overskyet, men ellers rigtigt godt rovejr med næsten ingen vind. Dette skulle dog vise sig hurtigt at ændre sig. Allerede efter en times roning begyndte skyerne at samle sig, og snart væltede regnen ned i noget der mindede om et skybrud. Så det der skulle have været en smuk tur forbi Bogense blev i stedet en våd fornøjelse og en by indhyllet i regn og tunge skyer. Den kraftige regn stod på i cirka en halv time hvorefter den gik over i lidt let sporadisk regn. Efterhånden som vi nærmede os Æbelø klarede det heldigvis op i vejret igen og da vi nåede øen, så havde vejret forvandlet sig til flot solskinsvejr med kun få skyer på himlen.

Nedenfor ses lidt billeder fra første etape.

Afgang fra Varbjerg Havn

Billede 1 af 9

Som det ses på billederne er turen rundt om Æbelø kræfterne værd. Den blå himmel med spredte hvide skyer gav det perfekte bagtæppe til Æbelø, der tog sig ud fra sin flotteste side. Den nordlige ende er præget af høje skrænter og løvtræer, men mens den sydlige ende er mere lavland med græs og lav bevoksning.

Da vi på grund af køreturen til Varbjerg var kommet forholdsvis sent på vandet, så valgte vi at gå på land på østsiden af Æbelø for at slå lejr for natten.

Primitiv teltlejr på kajaktur

Stranden var lidt stenet, så kajakkerne blev båret lidt væk fra vandet hen til foden af en skrænt. Herfra bar vi vores trap/telt, spisegrej mv. op ad skrænten til et fladt græsareal med udsigt udover hele den sydlige del af Æbelø. Ren idyl!

Efter vi fik slået lejr og lavet aftensmad havde vi tid til en travetur rundt på øen. Hvis man roer forbi Æbelø kan det klart anbefales at afsætte en time eller to til at gå en tur på øen, der byder på en betagende natur.
Efter den lille rundtur på øen blev det tid til at kravle i soveposerne.

Tip: Under vores vandretur på øen fandt vi ud af, at det kræver tilladelse at overnatte på Æbelø. Ansøgning om tilladelse til overnatning sker her.

Etape 2 – Æbelø til Fyns Hoved

Endomondo: Etape 2 – Æbelø – Fyns Hoved

Afgang fra Æbelø i kajak

På dag 2 vågnede vi op til flot solskinsvejr. Langsomt fik vi lavet morgenmad, pakket lejren ned og båret tingene ned til kajakkerne, så disse kunne blive pakket igen. Lidt i kl. 10 sad vi igen i kajakkerne og satte kursen mod øst i retning af Fyns Hoved.

Vi lagde ud med et lille kryds på 4-5 km ind mod fastlandet. Her ramte vi Agernæs Flak, der er et stort områder med meget lavt vand. Efter Agernæs Flak fulgte vi kyst, der var ubebygget og havde fin sandstrand. Efter samlet 14 km roning ramte vi de første bebyggelser, der mest lignede sommerhuse. Dette fortsatte de næste 8 km indtil vi ankom til Hausmarke Strand, hvor vi forlod kysten for at krydse over mod Fyns Hoved. Efter et kryds på 8 km ramte vi Fyns Hoved udfor Bogø. Herfra blev kursen sat mod nord efter en lille havn på spidsen af Fyns Hoved.

Nedenfor ses lidt billeder fra dagens etape.

Afgang fra Æbelø

Billede 1 af 6

Da vi ankom til havnen var dagens etape oppe på 34 km, og det var egentlig meningen, at vi gerne ville have overnattet på havnen, men der var ikke rigtig egnede steder til det, så vi roede videre, da der lidt længere fremme skulle ligge et shelter. Vi fik dog vanddepoterne fyldt op på havnen.

Det nærliggende shelter viste sig dog at være en fuser, da det lagde alt for langt fra vandkanten, så det måtte vi opgive. Vi besluttede os derfor at finde et egnet sted at slå telt op. Så vi roede videre mens vi ledte efter et passende sted at slå lejr. Det skulle dog vise sig at være en lidt håbløs mission, da kysten de næste kilometer bestod af sandstrand og bagved den ret kuperet engarealer.

Primitivt telt mellem 2 kajakker

Vi var nu oppe på 46 km og det var ved at blive lidt sent, så vi besluttede os for at gå i land og så overnatte på stranden. Sandpløkker havde vi ikke med, men med lidt møje og besvær lykkedes det os at lave en form for overdække mellem vores kajakker.

I bunden af “teltet” udbredte vi en presenning for at undgå alt for meget sand i soveposerne mv. Men man kan nok diskutere hvor godt det lykkedes! Brian mente også, at sandet ville være blødt at sove på, så vi valgte at spare tiden på at pumpe luftmadrasserne op. Det er dog nok en beslutning vi ikke ville tage igen, hvis vi kommer ud for samme situation igen. Sand ER hårdt at ligge på, og dette blev nok den nat på hele turen med den værste nattesøvn!

Etape 3 – Fyns Hoved til Knuds Hoved

Endomondo: Etape 3 – Fyns Hoved – Knuds Hoved

Efter en nat med meget lav liggekomfort vågnede vi (hvis man da kan sige vi havde sovet) op til en småkold morgen. Der var kun en let vind, men det var diset, hvilket gjorde vinden ekstra kold. Men vi fik lavet lidt morgenmad og slået “teltet” ned. Så var det tid til at komme i rotøjet igen, hvilket ikke var en fornøjelse, da det var både koldt og vådt. Kajakkerne blev igen pakket og ca. kl. 9 blev kajakkerne sat i vandet.

Mens vi roede sydpå kunne vi se den livlige trafik af bl.a. store containerskibe ude på Øresund. Der var dog også en del lystbåde og en enkelt gang vi vi lov til at nyde synet af en gammel træbåde af ældre model.

Vinden var i vest, så vi lagde i fin læ for vinden, der dog kun var let til frisk. Solen så vi kun få gange i løbet af dagen, men der var en behagelig temperatur på 18-20.

Efter 15 km nåede vi ned til Kerteminde Bugt, hvor vi for en kort stund forlod kysten for at krydse over bugten. Vi havde stadig mad og vand nok i depot, så ingen grund til at ro ind til Kerteminde. Efter vi havde krydset bugten fortsatte turen langs kysten ned mod Storebæltsbroen.

Gravhøj på vej udover skrænten

Storebæltsbroen begyndt vi allerede at kunne skimte om formiddagen, da solen havde brændt morgendisen væk. Hele formiddagen og til et stykke hen på eftermiddagen var det blot et bro langt ude i horisonten, der synes uendeligt langt bort, da den ikke synes at blive større uanset hvor længe vi roede. Undervejs kunne vi betragte skrænterne og den stenede strand. Et enkelt sted kunne man se hvordan vandet æder af landet, idet en gravhøj var midt i at blive opslugt af Storebælt.

Træskibe på Øresund

Billede 1 af 6

Hen på eftermiddagen begyndt Storebæltsbroen endelig at blive større og omkring kl. 17 kunne vi ro under broen. Det er en lidt anden oplevelse end at ro under Sallingsundbroen, som vi ofte ror ned til fra Nykøbing Mors. Man føler sig lidt mindre ved Storebæltsbroens piller.

Da vi endelig var kommet forbi Storebæltsbroen var det ved at være tid til at slå lejr igen, så vi søgte ind i den gamle Knuds Hoved Havn, for at se om der var mulighed for overnatning. Vi synes dog at der var lidt for meget trængsel og alarm, så vi valgte at ro lidt videre. Efter et par kilometer fandt vi et naturskønt sted langs stranden, hvor vi kunne slå teltene op. Det var langs en natursti langs et engareal med heste og i det fjerne kunne man se Nyborg.
Dagens etape endte på 44 km.

Etape 4 – Knuds Hoved – Thurø

Endomondo: Etape 4 – Knuds Hoved – Thurø

På dag 4 var vi ved at komme ind i en god morgenrytme: Først morgenmad, så en gåtur med toilettet (foldespade+toiletpapir), så nedpakning af lejren for til sidst at pakke kajakkerne. Så snart sad vi i kajakkerne igen klar til at opleve ukendte farvande!

Kæmpe sten

Vi havde fortsat rationer nok i depotet, så vi så ingen grund til at ro ind omkring Nyborg, hvor vi ellers havde overvejet at skulle proviantere. I stedet satte vi kursen direkte fra Knuds Hoved mod kysten syd for Nyborg Fjord.

Strandene var oftest ret stenet, men et enkelt sted var stenene dog væsentligt større end andre steder. På billedet ses den største sten vi kom forbi. Næsten lige så imponerende som Storebæltsbroen fra dagen før. Vi overvejede lidt om vi skulle tage den med hjem som en souvenir, men blev enige om, at den ville blive for tung at slæbe rundt på resten af turen.

Ved godt middagstid nåede vi frem til Lundeborg Havn, hvor vi gik på land på en sandstrand lige nord for havneanlægget. Vi startede med at gå en lille rundtur på havnen, hvilket vi aldrig skulle have gjort. Flere steder mødte vi nemlig duften af mad, så vi blev ledt i uføre og var nødt til at sætte os ind på et spisested for at stille vores sult. Hvad der ses på billedet er et Stjerneskud, som godt nok har en lidt anden anretning end dem vi er vant til hjemme i Jylland. Men den specielle anretning til trods, så smagte det godt. Faktisk så godt, at vi var nødt til at slutte af med en gammeldags isvaffel hos ‘Lundeborg Is & Mad’ – Mums!

Møllegårdens Strand Camping Thurø

Godt mætte satte vi os i kajakkerne igen og satte kurs mod Thurø, hvor vi havde udset os en campingplads lige ned til vandet. Godt 3 timer senere ankom vi til Møllegårdens Strand Camping Thurø, hvor vi var heldig at kunne få en plads ganske få meter fra vandet, så vi ikke skulle slæbe kajakkerne så langt.

Nok en gang blev teltene slået op og bagefter blev det tid til turens første dejlige varme bad. Lige ved siden af vores plads var der bord og bænke, så der var fuld siddekomfort da vi fandt trangiaen frem og ventede på at aftensmaden blev færdig. Campingpladsen byder også på gratis rundstykker til besøgende, så der havde vi også lidt godt at se frem til næste dag.
Dagens etape var på 32 km.

Sten for stor til at tage med i kajakken

Billede 1 af 7

Etape 5 – Thurø til Avernakø

Endomondo: Etape 5 – Thurø – Avernakø

Det var i nattens løb begyndt at blæse op fra vestnordvest, hvilket vi ikke var så begejstret for, da vi nu skulle til at ro mod vest. Første mål var dog at få depoterne fyldt op, da vi snart ville løbe tør for blandt andet brød og juice. Derfor var planen at handle ind på vores vej gennem Svendborg. Selvom vi var forbi flere af de små havne anlæg i Svendborg, så lykkedes det os ikke at finde en dagligvarebutik i nærheden, så vi fik desværre ikke handlet ind.

Lidt slukøret roede vi ud af Svendborg og ud forbi Rantzausminde, der er den vestligeste forstad til Svendborg. Her indtog vi vores frokost inden vi skulle ud i dagens hårdere strabasser. Indtil videre havde vi nemlig lagt i læ, da vestenvinden kom en anelse fra nord. Men nu drejede kysten så vi ville få hård modvind på 8-10 m/sek., hvilket satte farten noget ned.

Efter 7-8 km i hård modvind kom vi til et punkt, hvor vi måtte beslutte, om vi skulle følge kysten ind mod Fjællebroen eller krydse over til Svelmø. Valget faldt på Svelmø, så efter en kort pause kastede vi os ud i vinden igen og det 5 km lange kryds til Svelmø. Halvvejs ovre var det som om vinden begyndte at løje af, så da vi nåede Svelmø kastede vi os straks ud i et nyt kryds til Avernakø. Avernakø havde været plan A for dagens etape, men på grund af vejrudsigten havde vi været i tvivl om det havde været forsvarligt at nå derud. I så fald ville vi i stedet have søgt ind mod Faaborg for at overnatte. Men da vinden lagde sig til 4-5 m/sek., så endte turen med at gå til Avernakø.

Frokost nær Rantzausminde

Billede 1 af 5

På Avernakø gik vi på land ved havnen, hvor vi hurtigt faldt et sted på teltpladsen til vores telte. Og endnu en gang kunne man nyde et varmt bad. Madlavningen blev sat i gang og samtidig kom der mere og mere liv på havnen. Der var vist ankommet nogle udenlandske skoleskibe til havnen og samtidig begyndte Visens Skib, at stille deres udstyr op i et stort telt et stenkast fra vores telte. Så vi var lidt spændte på om det ville blive en natteforestilling, som vi ufovarrent havde skrevet os på til?

Visens Skib og dens besætning sejler i sommermånederne rundt til danske havne, hvor de forsøger at udbrede kendskabet til den danske visesang. Selvom det lød godt, så var vi dog lettet over, at det ikke var en midnatsforestilling vi skulle være vidner til, men blot en times munter koncert. Så det lykkedes alligevel at komme i seng til fornuftig tid.

Etape 6 – Avernakø til Torø Huse

Endomondo: Etape 6 – Avernakø – Torø Huse

Dagen før var vi mislykkedes med at få handlet ind i Svendborg, så første mission på 6. etape blev at få handlet ind, da depoterne var ved at være faretruende lave. Så jeg gik en tur til Avernakø Købmandshandel, ca. 1,5 km fra havnen, hvor der blev købt brød og juice. Og når man nu alligevel var ved bageren, så blev det også til rundstykker og basser til morgenmaden – det må man gerne når man er på aktiv ferie. Hvis man har tid bør man tage sig tid til at gå en tur på øen, da man vil se en del flotte gamle bindingsværkshuse samt kunstneriske haver og husudsmykninger.

Jeg kom tilbage til havnen hvor vi fik spise rundstykker og basser, og så var det igen tid til at pakke lejren ned. På grund af indkøbsturen kom vi først afsted fra Avernakø godt kl. 10.

Vinden havde lagt sig en hel del i løbet af natten, så det tegnede til at blive en solrig dag med godt kajakvejr. Da vi kom ud af havnen satte vi kursen mod Knolden inde på fastlandet. Et kryds på ca. 4 km. Herfra fulgte vi kysten op mod Horneland. Ved frokosttid gik vi på land på Hornenæs for at få lidt energi indenbords. Mens vi spiste kom en naturist vandrende langs stranden, som vi fik en god snak med om blandt andet samfundets syn på nøgenhed. I kajakkerne igen kom vi efter ca. 1,5 km forbi Bøjden Naturistcamping.

Kort efter rundede vi spidsen af Hornenæs hvorfra vi satte kurs mod Helnæs. Et kryds på ca. 5 km. Velankommet til Helnæs fortsatte vi langs kysten, hvor vi efter få kilometer kom forbi Helnæs Fyr.

Vi fortsatte op langs kysten til Åkrog Bugt, hvor vi så småt begyndte at se efter et godt sted at slå lejr for natten. Det første stykke var dog blot strand uden nogen bevoksning til at give læ og det næste lange stykke viste sig at være en smal stenet strand med høje skrænter. Så der endte med at gå en god times tid før vi fandt et passende sted at gå i land og slå lejr. Det blev på et lille græsareal i forbindelse med en lille øde parkeringsplads.

Vi fik bakset kajakkerne op på pladsen, slået teltene op og lavet aftensmad. Herefter et hurtigt bad. Hurtigt da vandet var noget koldere end de to foregående dage, da badet foregik i det sydfynske øhav.

Nedenfor vises lidt flere billeder fra dagens etape, der endte på 39 km.

Lejr nær Torø Huse

Billede 11 af 11

Etape 7 – Torø Huse til Middelfart

Endomondo: Etape 7 – Torø Huse – Middelfart

På den syvende dag, som ifølge Gud er hviledagen, glemte vi at være lydige, så vi stod som vanligt tidligt op, så vi kunne få en masse ud af dagen. Vi startede som altid med at få lidt morgenmad og lufte toilettet (foldespade og papir), så teltene kunne når at tørre lidt førend vi skulle pakke dem ned. Solen skinnede flot som dagen før og vinden var ganske fornuftigt, så vi havde endnu en god rodag foran os.

Cirka kl. 9.15 var vi klar til at sætte os i kajakkerne og kursen blev sat mod nord. Efter en lille times tid kom vi til Assens, men det var lidt for tidligt til en pause, så vi roede blot stille og roligt forbi.

Fra Assens gik turen videre op mod Sønder Åby, hvor vi dog skar et lille hjørne af for at komme ud til Wedellsborg Hoved. Her kunne vi trygt sidde bag godsejerens hegn, da det gik pænt ud i vandet, så ingen ville komme tørskoen forbi.

Det irriterende hegn kunne dog gøre lidt gavn ved at agere tørrestativ for rotøjet, mens vi indtog vores frokost og vi nød synet udover Tybrind Vig.

Efter frokosten blev kursen sat mod Ålehoved for at krydse Tybrind Vig, og derefter blev kursen straks sat mod Tønnæs Odde for at krydse over Føns Vig. Herfra gik turen op langs Føns, som ikke kan siges at byde på mange oplagte steder at gå i land, da det nærmest er en lang skrænt med ikke megen strand foran.

Fra Fønskov Odde, spidsen af Føns, krydsede vi over til Fænø, som er noget mere gavmild hvad angår landgangssteder, da der flere steder er fin sandstrand. Vi tog turen øst om Fænø, så vi kunne se over til Middelfart på den anden side af sundet. Men hurtigt krydsede vi over til Hindsgavl, der stod flot med høj løvtræer. Da vi kom om på nordsiden af Hindsgavl og kunne se den gamle lillebæltsbro så vi for første gang på turen marsvin. Iøvrigt var det også min første gang nogensinde, at jeg har set et marsvin, så det var lidt sydlandsk at se de små delfiner springe i vandet.

Lejren ved Torø Huse

Billede 1 af 6

I Hindsgavl Dyrepark et par hundrede meter før den gamle lillebæltsbro ligger der en fin shelterplads med 4 shelters. 2 minutters gang derfra ligger en roklub, hvor der er adgang til offentligt toilet. Dette blev dagens destination. Da vi ankom var 2 shelters allerede optaget, og ikke meget senere blev det sidste shelter optaget. Så vi var heldige og kunne for første gang på turen slippe for at skulle slå teltene op. Det var bare luftmadrassen og soveposen der skulle pakkes ud – dejligt. Aftensmaden slap vi også for at lave, da mine forældre kom med en god omgang boller i karry og tilhørende drikkevarer. Ja, selv opvasken slap vi for, så det var ren luksusferie vi var kommet på!
Dagens etape endte på 41 km.

Etape 8 – Middelfart til Varbjerg

Endomondo: Etape 8 – Middelfart – Varbjerg

Der var en god stemning da vi vågnede den ottende dag på turen, men også lidt vemodig, da det ville blive turens sidste dag. Morgenen var også lidt anderledes, da teltene for første gang ikke skulle pakkes ned, da vi jo havde overnattet i shelter.

Det hjalp også på humøret at se på den bøje der var i vandet lige ud for shelterpladsen. Den indikerede nemlig at vi ville få en stærk medstrøm på den første del af dagens etape. Kl. 9 sad vi i kajakkerne med kurs mod den første bro, den gamle lillebæltsbro, der kun var et par hundrede meter borte. Og der gik ikke længe førend vi nærmede os den nye Lillebæltsbro. Vi havde nemlig en stærk medstrøm, så vi bevægede os med ca. 10 km/t selvom vi næsten ikke hev i pagajerne.

Næste udfordring var at runde farvandet ved Strib Fyr, der er berygtet for at kunne være ganske uroligt. Guderne må dog have været med os, for vi oplevede kun en smal stribe i vandet med lidt strømhvivler, og slet ikke nogen der burde give nogen problemer. Så vi fik også lejlighed til at tage et par billeder af fyret.

Efter fyret gik turen videre langs kysten indtil vi kom til Båring Vig, hvor vi snød lidt og skar et hjørne af vigen ved at krydse direkte ned mod bunden af vigen. Fra bunden af vigen gik turen videre mod øst, indtil vi efter cirka 3 km atter ramte Varbjerg Havn og missionen om at ro rundt om Fyn var fuldført.

Turen endte med at være på 283 km og tog cirka 7 døgn og 1 time.

Først blev kajakkerne pakket på bilen og derefter blev den vellykkede mission fejret på Varbjerg Ishus med gammeldags isvafler, vafler og varm kaffe (Nej, bare rolig, jeg drak ikke kaffe. Det var kun Brian der gjorde det.)

Lillebæltsbroen

Billede 1 af 5

På vores tur rundt om Fyn var vi forbavsede over hvor få kajakroere vi så på turen. Hvis vi ser bort fra sommerhuskajakkerne, så mødte vi under 10 kajakroere, og ud af disse var der vist kun en enkelt, der ikke blot var ude på en endagstur.

Vejret må man også sige, at vi havde været heldige med. Vi fik én regnbyge den første dag og så havde vi én dag med god modvind, men ellers havde vi noget ganske godt rovejr resten af turen.

Var det sliddet værd? Ja!
Kunne du finde på at gøre det igen? Ja. Fedt at gå i seng om aftenen og føle sig godt brugt og den primitive rejseform er også et godt afbræk fra hverdagen, hvor man har alle fornødenheder ved hånden.

Læs om nogle af mine andre kajakeventyr her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.