Fur rundt i kajak

Fur er den næststørste ø i Limfjorden og et yndet udflugtsmål for kajakroere. Turen rundt om Fur er 25 km og har dermed en distance, som de fleste kajakroere kan tilbagelægge.

De fleste der tager Fur rundt i kajak starter fra Branden, som er der hvor færgen sejler over Fursund til Fur. Fursund er kun cirka en halv kilometer bred.

På nordsiden er der flere overnatnings-muligheder, hvis man ønsker at tage en overnatning på sin tur rundt om Fur.

På sydsiden er der en shelterplads ved Engelst, mellem Grønner Odde og Engelstør Odde. Cirka 3 kilometer nordøst for havnen.

Hvis man planlægger at overnatte i et af øens shelters, så kan det dog være en god idé at medbringe et telt, da shelterne jævnligt benyttes af folk der kommer kørende til pladserne og dermed er optaget.

Blandt kajakroere er Fur nok bedst kendt for sine smukke skrænter langs nordkysten, hvor istiden flere steder har efterladt jordlagene direkte lodret. Skrænterne fylder det meste af nordkysten, mens resten af kysten er stort set fri for skrænter. Kun ved Engelst er der også lidt skrænter.

Mange der ikke er vant til at ro i Limfjorden bliver ofte overrasket over hvor livligt vandet kan være. De tror at der er tale om beskyttet farvand, da der er land på alle sider. Men bølgerne på Limfjorden er ikke lange bløde bølger. Derimod går de under betegnelsen “krap sø”; Et fænomen, der er ret almindeligt i lavvandede farvande. På lavt vand bliver bølger højere, kortere og stejlere. Krappe søer kan også opstå ved, at bølger bevæger sig mod strømmen. 

Informationskilder

Læs mere om Fur på øens egen hjemmeside: www.furnyt.dk

kajaklimfjord.dk kan du finde et kort over samtlige faciliteter på Fur.

Billeder fra Fur

Nedenfor ser du lidt billeder fra Fur, så du kan se hvad du kan forvente dig af turen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.